Nye retningslinjer for kortfristede lån ved fjernsalg træder i kraft i dag

May 1, 2017

Forbrugerombudsmanden har i samarbejde med brancherepræsentanter revideret kapitlet om kreditvurdering i retningslinjerne for kortfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler.
 

Når en långiver udbyder lån til en forbruger, er der en række regler, som långiveren skal overholde. I henhold til kreditaftaleloven skal långiveren blandt andet sørge for at undersøge den enkelte forbrugers muligheder for at tilbagebetale lånet. Ifølge indberetninger til Forbrugerombudsmanden fra udbydere af kortfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler er misligholdelsesprocenten for kortfristede lån ganske høj.  Formålet med kreditvurderingsforpligtelsen er at beskytte forbrugerne mod overgældssætning. I 2016 blev Forbrugerombudsmanden opmærksom på, at flere udbydere af kortfristede lån udelukkende baserede deres kreditvurdering på, hvorvidt der var statistisk sandsynlighed for, at forbrugeren betalte lånet tilbage. Ifølge Forbrugerombudsmanden er det ikke tilstrækkeligt.
 

Forbrugerombudsmanden har således lavet nye retningslinjer for kortfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler, som gør det tydeligt, hvad kreditvurderingsforpligtelsen i kreditaftaleloven indebærer. De nye retningslinjer træder i kraft i dag den 1. maj 2017.
 

Af de nye retningslinjer fremgår det tydeligt, at långiveren er forpligtet til at vurdere, om den enkelte forbruger er i stand til at tilbagebetale lånet. Det pålægges derfor långiverne at indhente oplysninger om den enkelte forbrugers økonomiske situation – inden forbrugeren bevilliges et lån. Långiveren skal på baggrund af de indhentede oplysninger vurdere, om forbrugeren må forventes at kunne betale lånet tilbage. 

Forbrugerombudsmanden er samtidig blevet opmærksom på, at der ofte sker en overtrædelse af kreditaftaleloven, når forbrugerne forlænger låneaftaler. Såfremt forlængelsen af låneaftalen ikke er vederlagsfri for forbrugeren, er der nemlig tale om en ny låneaftale i lovens forstand. Dette betyder, at långivers oplysningspligt overfor forbrugeren i henhold til kreditaftaleloven udløses på ny. Forbrugeren skal således blandt andet have oplysninger om omkostningerne for lånet samt om forbrugerens ret til at fortryde det nye lån. Fortrydelsesfristen vil først begynde at løbe, når forbrugeren har fået oplysningerne.
 

De nye retningslinjer bliver centrale for Forbrugerombudsmandens fremadrettede håndhævelse af reglerne om forlængelse af låneaftaler og kreditvurdering. Retningslinjerne gælder kun kortfristede lån indgået ved fjernsalg, men kreditaftaleloven stiller krav om, at alle låneudbydere skal foretage en kreditvurdering, når de tilbyder en forbruger et lån. De nye retningslinjer kan læses her: Læs de reviderede retningslinjer om kortfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler (se særligt kapitel 8).
 

Hvis du vil høre mere om Forbrugerombudsmandens nye retningslinjer for kreditvurdering og forlængelse af låneaftaler samt deres betydning for din virksomhed, kan du kontakte advokat Søren Brinkmann (sb@bkhlaw.dk) eller advokatfuldmægtig Katrine Baagøe-Mikkelsen (kbm@bkhlaw.dk).
 

Brinkmann Kronborg Henriksen rådgiver internationale og danske finansielle institutioner, fonde, andre långivere, FinTech leverandører, crowdfunding platforme samt kommercielle låntagere i forbindelse med forhandling, indgåelse samt eksekvering af finansielle kontrakter. Brinkmann Kronborg Henriksen rådgiver også start-ups og e-commerce virksomheder om andre regulatoriske forhold. Vi rådgiver om markedsføring, virksomhedens retsstilling overfor forbrugere, IT, beskyttelse af rettigheder samt konfliktløsning. Vores brancheteam besidder et meget højt fagligt niveau, og har praktisk erfaring fra erhvervsorganisationer, offentlige nævn, og underviser om erhvervslivets kerneproblemstillinger på ledende videregående uddannelsesinstitutioner.

Please reload

Udvalgte nyheder
Please reload

Arkiv
Please reload

Sorter efter tags

© 2019 Brinkmann Kronborg Henriksen Advokatpartnerselskab

  • LinkedIn - Black Circle