FORRETNINGSBETINGELSER 

Forretningsbetingelser

Nærværende forretningsbetingelser er gældende for enhver opgave, som Brinkmann Kronborg Henriksen Advokatpartnerselskab (”Brinkmann Kronborg Henriksen”) påtager sig for klienter, medmindre andet skriftligt aftales.

Sagens modtagelse
Inden vi endeligt påtager os en opgave for en klient, afklarer vi gennem vore interne procedurer, at der ikke foreligger inhabilitet eller interessekonflikt, der vil forhindre os i at repræsentere klienten.

Såfremt der i forbindelse med opgavens udførelse måtte opstå inhabilitet eller interessekonflikt, som medfører, at vi er nødsaget til at frasige os sagen, vil vi anbefale en anden advokat.


Identitetsoplysninger
Brinkmann Kronborg Henriksen er som advokatfirma omfattet af reglerne i hvidvaskloven. Vi har efter denne lov pligt til at indhente identitetsoplysninger og dokumentation fra såvel nye som eksisterende klienter, der ikke tidligere har afgivet identitetsoplysninger. Forinden vi kan påbegynde opgaven skal klienten således ved oprettelse af en sag hos os oplyse navn, adresse og CPR-nr. eller CVR-nr, samt i fornødent omfang fremvise dokumentation herfor. For selskabers og fondes vedkommende er vi herudover forpligtet til at indhente og opbevare oplysninger og dokumentation for selskabets eller fondens reelle ejerforhold.

Udenlandske klienter skal give andre oplysninger, der identificerer klienten på samme måde som et CPR-nr. for personer eller CVR-nr. for selskaber. Identitetsoplysningerne opbevares i henhold til loven i minimum 5 år efter klientforholdets ophør.


Advokatopdragets udførelse
Brinkmann Kronborg Henriksens advokatopdrag omfatter juridisk rådgivning, som følger naturligt af opgavens karakter. Omfanget og karakteren af den enkelte opgave aftales med klienten, enten ved opstart af opgaven i en formel opdragsbeskrivelse eller under sagsforløbet.

Vi er som medlemmer af Advokatsamfundet underlagt Advokatsamfundets regler og alle opgaver udføres i overensstemmelse med de til enhver tid gældende advokatetiske regler, retsplejelovens bestemmelser om advokater samt øvrig relevant rådgivning. Den juridiske rådgivning omfatter alene indholdet af dansk ret samt fællesskabsret.


Honorar og fakturering
Vort honorar beregnes på baggrund af omfanget af det udførte arbejde, og den værdi som klienten er blevet tilført. Ved fastsættelsen af honoraret tages der udgangspunkt i den tid, der er anvendt i forbindelse med vor bistand, og de involverede medarbejderes erfaring og fastsatte timepriser, sagens værdi og betydning for klienten, opgavens kompleksitet, det opnåede resultat samt det ansvar der er forbundet med sagens gennemførelse.

Efter anmodning giver vi gerne et overslag om det forventende honorar forud for en opgaves udførelse og oplysning om de forventede omkostninger og udlæg i samme forbindelse. Vi sørger ligeledes for løbende og så tidligt som muligt at orientere klienten, hvis det måtte vise sig, at det samlede honorar forventes at overstige overslaget. I forhold til forbrugere vil vi altid give oplysning om honorarets forventede størrelse inden vi påbegynder en opgave.

Brinkmann Kronborg Henriksen kan også tilbyde at arbejde efter en fast pris og under givne forudsætninger, der på forhånd er aftalt skriftligt med klienten.

Vi fakturerer månedsvis for vort udførte arbejde. Ved mindre enkeltopgaver kan vi efter omstændighederne vælge at fakturere i forbindelse med afslutningen af sagen, eller såfremt der måtte være indgået en anden skriftlig aftale med klienten om anden faktureringsfrekvens.

Klienten vil ud over honoraret for den udførte bistand blive faktureret for eventuelle udlæg og relevante sagsomkostninger i forbindelse hermed. Som udgangspunkt vil udlæg og sagsomkostninger blive opkrævet særskilt forud for afholdelsen af disse udlæg, medmindre andet aftales med klienten.

Betalingsbetingelser er netto kontant 8 dage fra fakturadato. Forsinket betaling vil medføre, at der tilskrives renter på det fakturerede beløb i henhold til rentelovens bestemmelser. Manglende betaling kan medføre, at vi af denne årsag udtræder af sagen samt andre sager, som vi behandler for klienten.


Moms
Brinkmann Kronborg Henriksens momsnummer er DK37349674.

Vort honorar tillægges moms i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Hvis klienten i sit hjemland er forpligtet til at indeholde kildeskat af vort honorar, skal honoraret automatisk forhøjes med et sådant beløb, at Brinkmann Kronborg Henriksen efter den pågældende kildeskat vil modtage et beløb svarende til det oprindeligt fakturerede beløb før kildeskat.


Klientmidler
Alle midler, som vore klienter betror Brinkmann Kronborg Henriksen, forvaltes efter Advokatsamfundets regler for klientkonti (klientkontovedtægten). Klientmidlerne indsættes og forrentes på klientkonti hos vor bankforbindelse. Renten er for tiden negativ med 0,55 % p.a., hvilket betyder, at der ved udbetaling af beløb fra klientkontoen beregnes og afregnes den indtil da påløbne, negative rente.

Brinkmann Kronborg Henriksen er ikke ansvarlig for klientmidler indsat på klientkonti hos vor bankforbindelse i tilfælde af, at det pågældende pengeinstitut måtte blive nødlidende. Klientmidler indsat på klientkonti er omfattet af de almindelige regler om indskydergaranti, og er således som udgangspunkt omfattet af et dækningsmaksimum på EUR 100.000 for samtlige konti, klienten har i det pågældende pengeinstitut. Brinkmann Kronborg Henriksen vil, med mindre andet aftales med klienten, anvende vore sædvanlige bankforbindelser. Oplysninger om vore sædvanlige bankforbindelser kan modtages ved henvendelse til den klientansvarlige partner.


Fortrolighed
Alle medarbejdere hos Brinkmann Kronborg Henriksen er underlagt tavshedspligt vedrørende vore klienters sager og øvrige forhold. Alle oplysninger som vi modtager fra vore klienter i forbindelse med vor bistand, er underlagt vor tavshedspligt som advokater, og vi behandler derfor disse oplysninger i fuld fortrolighed.

Fortroligheden gælder med respekt af de regler, som følger af offentligretlig lovgivning herunder reglerne om hvidvask.


Ansvar
Brinkmann Kronborg Henriksen er ansvarlige for den ydede rådgivning over for vore klienter efter dansk rets almindelige regler, dog begrænset i forhold til det aftalte omfang af vores rådgivning. Vort ansvar omfatter ikke driftstab, tab af data, mistet fortjeneste, goodwill eller andre former for indirekte tab.

Vores ansvar i den enkelte sag er endvidere begrænset til et beløb svarende til honoraret for den pågældende opgave, dog maksimalt 10 millioner kroner.

Klienten accepterer at krav alene kan rejses mod Brinkmann Kronborg Henriksen og således ikke mod de enkelte partnere, medarbejdere eller dets komplementar.


Andre rådgivere
Såfremt det er relevant, at der indhentes rådgivning fra andre rådgivere, eksempelvis om udenlandske retsforhold, diskuteres en sådan opgave med klienten i forbindelse med valget af rådgiver. Klienten er opdragsgiver for sådanne rådgivere, selvom fakturaen stiles til Brinkmann Kronborg Henriksen. Vi påtager os ikke ansvar for den rådgivning, som ydes af disse rådgivere.

Afslutning af klientforhold eller sag
Vort klientforhold ophører på det tidspunkt, hvor den afsluttende faktura for vor bistand udstedes, eller på begæring af klienten. Såfremt vi i en konkret sag ikke længere mener at kunne varetage sagen i klientens interesse, forbeholder vi os retten til at udtræde af denne.

Originale dokumenter udleveres normalt senest i forbindelse med opgavens afslutning.

Vi opbevarer uden beregning identitetsoplysninger og sagsakter i 5 år fra opgavens afslutning.


Immaterielle rettigheder
Immaterielle rettigheder til materiale udarbejdet af Brinkmann Kronborg Henriksen, tilhører Brinkmann Kronborg Henriksen, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.

Klageadgang
Såfremt vores rådgivning eller honorar ikke lever op til klientens forventninger, opfordrer vi klienten til at kontakte den partner, der er ansvarlig for klientforholdet. Vi vil således drøfte spørgsmålet og søge en mindelig løsning herpå.

Vi er underlagt Advokatsamfundets generelle regler vedrørende klager. Eventuelle klager over vores rådgivning og honorar kan således indgives til Advokatnævnet.


Lovvalg og værneting
Eventuelle tvister mellem en klient og Brinkmann Kronborg Henriksen kan alene behandles under dansk ret og skal indbringes for de danske domstole, som har eksklusiv kompetence til at behandle sager om krav mod Brinkmann Kronborg Henriksen.

© 2019 Brinkmann Kronborg Henriksen Advokatpartnerselskab

  • LinkedIn - Black Circle